Om os

Kamilla Nansen

Jeg er uddannet psykolog ved Københavns Universitet i 2015 og havde under min studietid et særligt fokus på arbejdsmiljø og herunder mobning og stress. Jeg er autoriseret af Psykolognævnet.

Som et led i at være ansat hos Kolding Kommunes PPR-kontor (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) har jeg på de forskellige ungdomsuddannelser i Kolding Kommune varetaget samtaleforløb med unge studerende.

Jeg har erfaring med at varetage forløb, der omhandler:

  • Misbrug
  • Angst
  • Stress
  • Depression
  • Sorg
  • Spørgsmål vedrørende identitet

Hos mig vil du opleve, at det er hvad du har brug for, der er det vigtige.

En udvikling kan først finde sted, når du oplever, at være tilpas med at tage de emner op, du har brug for at arbejde med.

Derfor er det vigtigt, at vi sammen sporer os ind på, hvad du har brug for i et tempo, der er rart for dig.

Jeg ser det som min fornemmeste opgave, at vi sammen får fundet frem til nogle nye vinkler, som kan åbne op for nye muligheder for dig.

Det vil ofte være i det levede liv, at vi finder svarene på hvorfor, vi kan synes noget er svært at håndtere lige nu og her. Vi træder oftest på de stier, som vi kender allerbedst, så det at turde gå en ny vej, kan være svært, og for mange kan det slet ikke lade sig gøre at få øje på nye stier. Dem kan vi sammen finde.

Kontakt Kamilla
Telefon til praksis: 25331100
Direkte e-mail: kamilla@psykologtidvejle.dk

Thea Dahl Vemmelund

Jeg er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 2017 og autoriseret af Psykolognævnet i 2021.

I mit arbejde som psykolog lægger jeg stor vægt på at møde dig åbent og respektfuldt. Jeg vil altid bestræbe mig på at skabe et trygt og roligt rum med plads og tid til at udforske det, der fylder hos dig. Det kan være både små og store ting, som du ønsker at forstå bedre eller ændre på i dit liv. Alle mennesker oplever kriser og svære perioder i løbet af livet, hvor det kan være rart at tale med nogen. Det kan også være, du oplever at være fastlåst i bestemte mønstre. Det kræver ofte tilløb og mod at starte i terapi, og jeg vil tage omsorgsfuldt imod dig.

Jeg er optaget af sammenhængen mellem krop, følelser og tanker, samt de fortællinger og overbevisninger, vi bærer med os. Jeg anvender elementer fra blandt andet narrative og kognitive tilgange. Mit mål er, at du oplever en positiv forandring i din hverdag, hvorfor metoderne naturligvis tilpasses lige netop det, du står i. Jeg beskæftiger mig blandt andet med stress, angst, depression, lavt selvværd og relationer.

Jeg har tidligere arbejdet med børn, unge og familier i kommunalt regi (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), samt varetaget supervision og sparring med personale og ledelse på skoler og i dagtilbud. Under min studietid har jeg desuden haft tilknytning til psykiatrien, herunder Klinik for OCD og Angstlidelser.

Kontakt Thea
Telefon til praksis: 25331100
Direkte e-mail: thea@psykologtidvejle.dk